Nyheder

Forbedring af vores misbrugs- og alkoholpolitik


Hvis en af vores medarbejdere står i et misbrugsproblem, har vi altid forsøgt at tage hånd om det, så godt vi kunne.

Men efter et seminar om problematikken kommer vi til at forbedre nogle ting!

Seminaret var arrangeret for lokale virksomheder af Rusmiddelcenter Skive, og vi sendte vores direktør Kasper Kristiansen af sted.

På billedet ses Kasper med misbrugs-konsulenterne Malene Erenskjold og Karina Eriksen. De to stod i spidsen for at give deres erfaringsbaserede indsigt og gode råd videre.

Nogle vil måske mene, at misbrug er en privatsag. Alt for ofte får det dog negativ indflydelse på mange andre. Fx arbejdspladsen.

Det kan være grænseoverskridende at blande sig som arbejdsgiver. Især, hvis grundlaget kun er baseret på en mistanke.

Kasper Kristiansen sætter ord på, hvorfor handling er vigtig for os hos PH Montage.

”Når vi gennem tiden har blandet os som arbejdsplads, har det på lavpraktisk niveau været for at undgå konflikter, sygedage, forsinkelser og ulykker. Samtidig har det også handlet om helt almindelig medmenneskelighed.”

Vi kommer nu til at kigge vores misbrugs- og alkoholpolitik efter i sømmene. Man bør aldrig holde sig for god til at gøre tingene endnu bedre.