Nyheder

’Den Gaml’ og hans sjak


Her hos PH Montage er vi stolte af vores mange, velfungerende sjak.

Men iblandt er der særligt et, der skiller sig ud. Det er sjakket på seks personer med Ryan i spidsen, hvor de alle mere eller mindre er i familie, og det har sine fordele.

68-årige Ryan Jensen har flere titler i sit job. Han er sjakbajs, bedstefar, far og adoptant. Altså et overhoved i den forstand, man næsten kun kender fra eventyr. Og sjakket har da også givet ham et tilnavn, der er en eventyrhøvding værdig; ’Den Gaml’.

Sjakket
Ryan, Bjørn og Asger deler DNA, og Patrick er den bonussøn, Ryan aldrig fik. (Sammen med sin Grethe har Ryan ellers gjort det godt med i alt fire sønner på stamtræet). Endelig er der de to ægte navnebrødre i sjakket, Anders og Anders.

Læg hertil alle sjakkets andre fællesnævnere. Fx jysk lune, arbejdsomhed og landsbyen Rønbjerg, der med sit lave indbyggertal også understreger familiestemningen.

Goddaw far! Far: Goddaw Ryan!
Ryans far gravede brunkul, så Ryan lærte tidligt, at det gav penge med ærmerne smøget op. Gennem årene har han bl.a. drevet sit eget entreprenør- og byggefirma, arbejdet som montør for Gråkjær Staldbyg og som chauffør for Vinderup Fjerkræslagteri. Og deres eksempel er for længst fulgt af tredje og fjerde generation.

Hellere byggemand end landmand
45-årige Bjørn er egentlig uddannet landmand, og han giver gerne sine venner i landbruget en hånd i weekender, hvis de er i bekneb med bemandingen. Alligevel foretrækker han montørjobbet som sin primære levevej. Fire dage ude og tre dage hjemme. Det er frihed, synes han.

20-årig på rette hylde
Asger, der er sjakkets yngste, har kun været med i et halvt års tid. Forinden tumlede han ind i og ud af uddannelser. Først nu har han fundet en hylde, hvor han trives og endda tjener gode penge. Penge, der i bogstavelig forstand hurtigt får hjul at køre på. Trods sin unge alder har Asger nemlig allerede haft mindst tolv forskellige biler.

Den seneste er en Mercedes ML 320. Det er en sværvægter, der er dyr i drift. Men da Asger stadig er hjemmeboende og kun symbolsk betaler for det, har han råd og nyder det. Det samme gør hans to yngre søstre, som gavmildt har fået brugsretten, når han er på montage med far og bedstefar.

Planer om pension?
Den officielle pensionsalder i Danmark er lige nu 66,5 år. Udefra betragtet er det derfor flot, at Ryan hænger i endnu i et job, der er langt mere fysisk krævende end gennemsnittet. Ryan har ikke sat en dato. Han kan dog sagtens se for sig, hvordan han skal udfylde tiden, når han forlader arbejdsmarkedet, idet han bl.a. er passioneret omkring havfiskeri, campingliv og traktortræk.

Hvorvidt Ryans afløser som sjakbajs skal findes i sjakket, eller vi kan gøre os forhåbninger om et stjernefrø mere fra Rønbjerg, vil vise sig. Uanset hvad er ’Den Gaml’ meget afholdt. Både i sjakket, blandt vores projektledere og på byggepladsen generelt.

Takket være Ryans stoiske facon samt praktiske og menneskelige overskud glider opgaverne altid, som de skal. Selv, når uventede situationer gør tingene besværlige.