Nyheder

Mureren blev montør og fik mere tid til motocross


​Oprindeligt er han mureruddannet, men arbejdstiden i den branche gik ikke op med 29-årige Danny Sandholms altoverskyggende fritidsinteresse som semiprofessionel løbsdeltager i motocross. Derfor begyndte han i stedet hos PH Montage som montør i en turnus på fire dage ugentligt. Nu kan Danny igen konkurrere på fornuftige vilkår uden at stresse hverken sig selv, familien eller sin arbejdsgiver.

​Motocross er en både dyr og tidskrævende sport, der i Danmark er organiseret af Danmarks Motor Union. Sporten går ud på, at man på specialbyggede motorcykler dyster i fart og teknisk kunnen på kuperede baner, der lægger op til store hop. Derfor er sporten heller ikke helt ufarlig, og det har Danny for længst erfaret.

I begyndelsen af november blev Danny opereret i den samme skulder for tredje gang. Indgrebet har heldigvis ikke haft uheldige konsekvenser. Kun to dages fravær på jobbet har det kostet, og Danny er langt fra afskrækket. Med sin kones velsignelse er han endda gået i gang med at træne deres kun 3-årige datter, så hun med tiden kan fatte samme interesse for motocross som sin far og forhåbentlig blive rigtig dygtig til det.