Nyheder

Bag hvert projekt hos os står disse stærke kvinder


Markmusen og kontormusen...

Byggebranchen er under lup. En ret stor én med fokus rettet på kvalitet og godt håndværk, hvilket skal dokumenteres til mindste detalje, og det har nu givet basis for to fuldtidsstillinger.

Som vores sikkerheds- og kvalitetskoordinator forsøgte Anja Hosbond Godsk længe at nå alting selv. Men i takt med de tiltagende krav under myndighedernes bygningsreglement blev arbejdspresset for stort.
Vi søgte derfor en kvalitetsassistent, og før sommerferien i år faldt valget på 37-årige Jannie Leth Christensen.

Jannie er uddannet indkøber, og på den baggrund er hun bl.a. stærk i struktureret processtyring og kommunikation på tværs af interessenter. På hendes CV troner kendte virksomheder.
Fx Siemens i Brande og lokale Labflex, der er en af Europas største leverandører af indretningsløsninger til uddannelses-, laboratorie- og hospitalssektoren.


Markmusen og kontormusen
Det er svært at tro, at Anja og Jannie ikke har kendt hinanden i flere år. Tonen imellem dem er fri og hjertelig, og arbejdsmæssigt supplerer de hinanden helt fantastisk.
Med smil på læben omtaler de sig som markmusen og kontormusen.
Det skyldes, at Anja tager ud på byggepladserne, hvor hun indsamler data og fotograferer.
Hjemme på kontoret i Hvidbjerg griber Jannie så Anjas input og udfærdiger digitalt de rapporter, som vi til enhver tid skal kunne fremlægge for en given bygherre vedr. vores projekter. Selvfølgelig er de også forskellige, og det kan give anledning til godt samtalestof, når de begge befinder sig på deres fælles kontor.

Mens Anja umiddelbart er ærkejysk, er Jannie født i Storkøbenhavn. Det skal man dog vide, for Jannie har den underspillede attitude, som ofte kendetegner jyder, ligesom hendes accent heller ikke er afslørende.

Privat er Jannie fraskilt med to hjemmeboende børn på hhv. 18 og 10 år. Familien bor i et parcelhus i Højslev og deler drømmen om et landsted med plads til motocross og ridesport. Jannie afrunder og fortæller om sit nyt job:

”Jeg er blevet taget supergodt imod og trives med mine opgaver. Derudover sætter jeg virkelig stor pris på kulturen her hos PH Montage. Altså – hvordan skal jeg forklare det; at der både er højt til loftet og jordforbindelse på samme tid.”